En pige og en dreng

Fremragende roman, der fortæller en barsk og uafrystelig historie i et nøgternt, men samtidig smukt og sanseligt sprog.

‘En pige og en dreng’ åbnes med, at den navnløse fortæller er på ferie med sin elskede Maya, mens der krydsklippes til hans første møde med denne for ham så fortryllende kvinde på universitetet. Allerede i romanens første scener skriver Brask en sitrende og foruroligende stemning frem, som varer resten af romanen.

På ferien stiller Maya ham et skæbnesvangert ultimatum om børn. Men tingene går ikke som planlagt, og parret opholder sig længe på hospitalet før og efter fødslen af tvillinger. Romanens tyngde ligger i den gribende og ind i mellem næsten ubærlige skildring af tiden på hospitalet.

Fortælleren fremstiller andre mennesker (og sig selv) gennem det, de siger og det, de gør. Følelser beskrives og tolkes kun sjældent, det er mimik, bevægelser eller handlinger, som afspejler en tilstand.

Den nøgterne skrivestil får romanens handling til at virke stærkere og mere smertefuld for læseren, og man mærker nærmest historien på egen krop. Når fortælleren over halvanden side beskriver, hvordan kaffebordet er dækket på hospitalsstuen, hvor parret er kaldt ind til en samtale, er denne dvælen ved detaljer med til at trække tiden ud og give forudanelser om samtalen.

Romanen er inddelt i fire kapitler, som hver viser en ny fase i fortællerens liv frem til hans skæbnesvangre beslutning i sidste kapitel. Romanen stiller således skarpt på, hvordan fortælleren – og Maya – reagerer på sorgen og bærer det ubærlige og samtidig bliver i stand til at leve videre.

Ifølge pressemeddelelsen er romanen ”inspireret af hændelser i forfatterens eget liv,” men selv om historien har rod i en personlig tragedie, bliver den ikke på noget tidspunkt privat.

Hvis man ikke berøres dybt af denne roman, må man have et hjerte af sten.