Pæonpavillonen

Romanen “Pæonpavillonen” af Lisa See handler om den unge kvinde Pæon i 1600-tallets Kina, der lever et meget beskyttet og isoleret liv i sin velhavende families villa.

Pæon er forlovet med en mand, hun aldrig har mødt, men hun bliver dybt betaget af den klassiske kinesiske opera, “Pæonpavillonen”, som hendes far arrangerer en forestilling af. Operaen handler om kærlighed, der overvinder døden. Under forestillingen møder Pæon i hemmelighed en smuk, ung digter. Hun forelsker sig hovedkulds i ham og bliver fortvivlet over sit forestående arrangerede ægteskab. I stil med heltinden i operaen bliver Pæon opslugt af sin kærlighed og sin fascination af litteratur. Hun sulter sig selv til døde i det, der dengang blev kaldt “kærlighedssyge”. Før hun dør, opdager hun den chokerende sandhed: Den mand, hun var forlovet med (Wu Ren), er den samme mand, hun elskede (digteren).

Fordi hendes begær og kærlighed er uforløst, bliver Pæon et “sultent genfærd” i efterlivet. Herfra blander hun sig i livet for sin elskede Ren og hans fremtidige ægteskaber, hvor hun observerer og forsøger at påvirke hans to efterfølgende hustruer.

Romanen er en blanding af kærlighedshistorie, spøgelseshistorie og historisk fiktion. Den giver et indblik i kinesisk historie og kvinders vilkår i det 17. århundrede, især i forhold til arrangeret ægteskab, kvindelige forfattere, og den kinesiske mytologi omkring efterlivet.

Bogen er baseret på faktiske historiske begivenheder, herunder eksistensen af tre kvinder (Wu Rens hustruer), som i virkeligheden skrev en fælles kommentar til operaen “Pæonpavillonen”.